Til min sociology of gender-klasse, lavede jeg en video som final project. Ville poste den på youtube, men hele nettet var foxicated, hvilket vil sige, at hver gang jeg lagde den op, tog FOX den ned pga copyright, og jeg fik en mail fra youtube om at jeg havde gjort noget ulovligt, og at jeg ikke skulle foretage mig noget, men bare ikke gøre det igen. Så jeg gjorde det igen og igen, men FOX var stædig og til sidst måtte jeg finde andre og mere snedige veje. Jeg oprettede en profil på en side der hedder motionbox(aner ikke hvad den kan andet end at vise min video), og der har FOX ikke fundet mig endnu.
Videoen er en case study af stereotyper i den amerikanske ungdomsserie Glee, som (det har du vel gættet) bliver vist på FOX entertainment. Glee er efterårets mest succesfulde ungdomsserie, og den har fået både ros og ris for brugen af minoriteter.
her er linket (kopier det og sæt det ind i et nyt vindue):
Mage til ustabil, men stadig troværdig blogger har jeg sjældent mødt. Men mit forhold med Pullman tager altså meget tid. Specielt jeg var utro med Portland over Thanksgiving Break, som i virkeligheden er meget sejere. Det tog lang tid at overbevise Pullman om at jeg stadig er interesseret i at have et forhold(i hvert fald i to uger endnu, hvilket vist ikke helt er gået op for Pullman).
For at råde bod på det, er her billeder af min elskede Pullman både som glad, frisk og omtåget.
Først en snevejrsdag, så en solskinsdag, så en meget tåget aften. Klik på billedet, hvis du vil se det i større format.
Kære Pullman,
Jeg håber du kan tilgive mig for at hengive mig til Oregon og Portland for en stund. Byen var ualmindelig charmende, spændende og forførerisk.
Hvis man tilfældigvis har levet under jorden i to år og derfor ikke ved, at “finanskrise” er det nye buzzword, kan jeg fortælle, at finanskrise er det nye buzzword! Der skal ikke meget modgang til eller ændring i økonomiske forhold til, før finanskrisen får skylden. Selvfølgelig har finanskrisen haft en indflydelse på mange mennesker hverdag, men min pointe er blot, at man skal passe på ikke at gøre alt nuværende nød til finanskrisens skyld. Meget af nøden var der også førhen.
Da min mor og lillesøster var her, gik vi i områder af Chestertown, jeg ikke havde set før. Byen er udadtil pæn og meget typisk amerikansk med verandaer foran de store huse og amerikanske flag på hver en husgavl. Men byen har også en anden side. En side man kan finde på hjørnet af Cannon Street og South Cross Street:
Som vi gik rundt, var det nemt at slynge “finanskrisen” ud, men jeg tvivler på, at trailer‘ene opstod i forbindelse med den økonomiske situation . Alt er ikke finanskrise skyld. Hvad skete der med samfundet skyld?
Inden vi tog af sted på Lancaster County, Pennsylvania, havde jeg en forestilling om, hvordan amish-folket ville være. Det var noget med sort tøj, heste, mange børn, marker og en negativ attitude mod os turister, der ville se folket, som var de dyr i zoologisk have.
Da vi havde kørt i halvanden time i vores røde Hyundai-lejebil, begyndte vi at se landskabet ændre sig. Der var færre reklameskilte og flere åbne marker. Dér. Første amish bondegård spottet. Hvis man skulle være i tvivl, kan en amish gård spottes på mangel på traktor, store vindmøller til at lave energi og lange snore med vasketøj.
Som vi kom tættere og tættere på byen Intercourse, var der også noget andet, der ændrede sig. Væk var markerne, og op kom butikkerne. Butikker med amish souvenirs. Kan en amish mand i udskåret træ lokke? Eller hvad med et fuglehus? Eller en miniature hestevogn?
Vi var havnet midt i en turistfælde omgivet af kæmpe turistbusser med læs af pensionister.
Noget jeg ikke forstod var, hvordan amish lever efter den overbevisning, at ældre landbrug og ældre levevis er den bedste, men stadig kan have elektricitet og kasseapparat i deres souvenirbutik? I mit hoved lyder det som to ganske uforenelige størrelser. Jeg kan ikke få øje på et mere modsætningsfyldt forhold.
Det er nu godt to måneder siden, jeg deltog i en kristen forening på campus for første gang – og den eneste gang. Men her er en fortælling om min aften i selskab med Campus Christian Fellowship.
Jeg træder ind i en stor sal og ser Mr. Siemen, der til dagligt fungerer som lektor i psykologi, men i aften optræder han i en præstelig funktion. Alle giver hinanden et kram, inden vi sætter os i en bred halvmåne. Foreningsmødet starter med sang. Sange med titler som ”Open the Eyes of my Heart, Lord”, ”Hallelujah, Your Love is Amazing” og ”I Could Sing of Your Love Forever”. Et glimt til venstre og et glimt til højre afslører, at jeg står omringet af folk i trance, hvor enkelte løfter håndfladerne op mod himlen. På trods af mine ringe evner til at klappe i takt, vugger jeg alligevel min taktløse krop langsomt – og usikkert – til hymnerne.
Da vi har sunget fem lovsange ledsaget af elguitar, bevæger vi os til næste religiøse aspekt af foreningsmødet: bøn. Også kendt som min største frygt. Hvordan kan man bede, når man ikke er enig i det, der bedes for? Men min egen egoismes bekymring var ikke i centrum.
Skiftevis fortæller hver vi hver især, hvad vi ønsker, at de andre skal bede for. Enkelte, inklusiv mig selv, springer over. Ønskerne for bøn går fra en sikker flyrejse over Atlanten til familievennerne, hvis søn ikke længere tror på Gud. Og så var der Mr. Siemen, der ville bede for de, der mente, at der fandtes flere guder end den kristne.
Derpå rejser vi os op, holder i hånd med hovederne bukket ned mod brystet. Mr. Siemen starter bønnen med en tak til Gud. Tak, fordi vi må arbejde for Gud. En enkelt studerende begynder at græde. Intimiteten rammer lokalet, og jeg føler mig som en stærk del af et ukendt fællesskab. Et fællesskab blandt mennesker jeg på ingen måder kender og i bund og grund ikke deler overbevisning med. Det er en absurd følelse at mærke to umiddelbart modstridende verdener alligevel være i forening. Nok nærmere på grund af en fælles oplevelse af at dele med hinanden snarere end fælles værdier – fra min side.
Følelsen af fællesskabet giver Ellen, en studerende fra foreningen, mig ret i. Hun har været her tre gange og kommer for at skabe et fælles bånd med andre mennesker. Hun fortæller, at alle er søde ved hende, selvom ingen reelt kender hende andre steder fra. For hende er foreningen en måde at være social på med andre studerende med samme overbevisning som hende. Dog forklarer hun, at foreningen ikke opvejer det kirkelige fællesskab, hun er vant til fra sin hjemby.
Flere udflugter ville ifølge Ellen kunne styrke det kristne fællesskab endnu mere. Selvom foreningen er fælles om at prise Jesus, kunne hun tænke sig, at de også var fælles om andre oplevelser, der ikke kun involverede deres tro. For mig virker det som en søgen på venskab eller social identifikation, hvor Jesus er udgangspunktet men ikke nødvendigvis målet. Med et moderne ord kunne foreningen være et network, hvor folk med fælles normer og værdier har mulighed for at udvikle sig mentalt såvel som socialt.
Networking eller ej – jeg erkender, at bibelforeningen ikke just er for sådan en kulturkristen dansker som mig. Men det var en oplevelse værd at være en af ”dem”. En af de hvis tro betyder alt og ikke kun er en tro, men er en livsstil og vejen til et socialt netværk.
Find Holger - jeg valgte selvfølgelig at deltage i netop det møde, hvor det årlige foto blev taget
En hule der er varm, hjemlig og også lidt uhyggelig. Det siges nemlig, at hulen er hjemsøgt af tidligere studerende, der dyrkede satanismen. Eftersigende dræbte en af de studerende sig selv. Hulen er også hjem for en kat ved navn Edith Wharton. Edith blev ifølge rygterne brugt til sataniske ritualer, og derfor er hun lidt underlig. På anden sal i hulen er der ridset pentagrammer i trægulvet, men de er nu dækket af væg-til-væg-tæpper.
Hulen er Lit House, hvor studerende interesserede i litteratur kan komme og diskutere eller bare slappe af.
Jeg sider her netop nu, og det er ligesom at sidde i et vaskeægte hus med en stue, et lækkert køkken og en stor træterasse. Men det allerbedste ved hulen er:
Et gammelt bogbinderi hvor studerende kan binde deres egne bøger eller lave små papirprojekter. En kvindelig studerende viste mig i går, hvordan hun havde lavet små notesbøger ud af de papomslag, man får ved to-go-kaffe, så man ikke brænder sine fingre. Det var så fint.
I går brugte jeg fire timer på at lave hindbærsnitter i køkkenet, og nu sidder jeg her igen i dag for at læse. Satanisk kult eller ej – jeg er forelsket i hulen ved navn Lit House!
Denne opfindelse er intet mindre end amerikansk og ækel. Ganske enkelt er det en slags blævret klump lavet af sukker og vand, som man normalt spiser til dessert. En slags budding i syntetiske farver.
Jello shots er jello blandet med alkohol og sikkert opfundet af college kids. Det gode ved disse shots er, at de ikke smager af alkohol og er nemme at tylle ned. Hvis man eller synes, dette er godt. Det tror jeg, de fleste amerikanere synes.
Opskriften er som følger:
En jello-pakke (ja, det kan man ikke få i Danmark, men kun købe over here) Tequila (normalt er det vand, hvis man serverer det til børn) Margheritapulver (udelades hvis man stadig har sine mælketænder)
Ovenstående hældes i små papkopper og sættes i køleskabet indtil den rette blæverkonsistens.
Nu kommer det svære – indtagelsen. Dette gøres på følgende måde:
1. Lad din lillefinger glide langs jello'ens kant, så denne løsnes
2. Dette gentages et par gange, hvis jello'en ikke vil give slip
3. Når jello'en har løsnet sig, kan den sluges (dette skal gøres hurtigt, da den vokser i munden)
Nu er det snart Halloween, og mine amerikanske medstuderende har glædet sig som 4-årige glæder sig til fødselsdage. Jeg synes det var meget sødt og uskyldigt indtil jeg fandt ud af hemmeligheden bag:
goodbye horror, hello hoes
Når man er college-student handler det nemlig ikke om at se uhyggelig ud, det handler om at vise hud og sex appeal(jaja, jeg ved godt nogle af jer synes jeg bliver lige moraliserende og rødstrømpet nok(ikke at der er oget galt med rødstrømper), men jeg synes faktisk det er lidt ærgerligt).
Som Chelsea fra Kathrines business-klasse selv sagt, og som min nye ven Taylor ligeleges siger: Halloween på WSU er nøjagtig som i filmen Mean Girls – “Halloween is the night a year where a girl can dress like a total slut” (undskyld for mit politisk ukorrekte sprog, men det er sandheden).
(hvis du ENDNU ikke har set Mean Girls, er der en Halloween guide med klip fra filmen nedenfor)
På lørdag skal jeg altså til fest med slutty hoes og playboys(hvis man ikke har kostumerne, kan man let købe dem, enten som jeg har hørt flere gør – over nettet på sexshops(så skal man bare passe på der ikke er huller uhensigtsmæssige steder, som en sagde) eller i Target, Shopko osv, hvor man kan købe sexy rødhætte- eller pimp-kostumer) og jeg glæder mig meget, men det fortæller jeg om på søndag.
NU HER vil jeg egentlig bare sige, at jeg skar et halloween-græskar(aner ikke engang hvordan man skal udtrykke det på dansk, eftersom den tradition ikke eksisterede på Frederiksberg, da jeg var barn). Kollegiet havde købt græskar ind til alle, der ville være med, og jeg følte mig egentlig ret heldig, for da jeg senere snakkede med Cecilie, fortalte hun, at hendes kollegie kun havde råd til at købe fem græskar, som 20 mennesker måtte deles om. Hvorom alting er, skar jeg altså græskar, og det var en stor oplevelse, for det var først der det gik op for mig hvordan sådan et ser ud inden i. Jeg troede det havde konsistens som et æble, men det er jo nærmest hult(staves det ord overhovedet sådan?!!).
Igen kom de mange regler til syne, fx var der en kniv til græskar-arrangevementet, som svenske, phd-studerende Elin på 33 ikke måtte bruge af sikkerhedsmæssige årsager, og da det kom til at oplyse græskar-hovederne, fik vi at vide, at det var ikke tilladt med stearinlys, selvom det var udenfor(bemærk at stearinlys inden for er strengt forbudt), så vi måtte ty til batteri-lygter, som selvfølgelig kan købes til lejligheden.
Cecilie
Maja