oktober 22, 2009...2:50 pm

Oprah snakker om Denmarkians

Spring til kommentarer

I går kl. 4 pm så jeg Oprah. Nu behøver jeg ingen undskyldning eller grund for at se Oprah, men der var alligevel en særlig årsag, der fik mig til desperat at lede efter showet blandt vores +80 kanaler i fællesstuen i kælderen: Danmark var med!

For at I andre ikke skal føle jer forbigået, har jeg brugt mine google skills og fundet klippet på YouTube:

Det bedste ved dette klip er, når Oprah omtaler os som Denmarkians. Desuden er det fantastisk at se, hvordan hun falder i svime over den høje skat på 50%… hvis hun bare kendte sandheden…

Jeg så showet sammen med Luis fra Venezuela og Mike fra New Jersey. Man kan sige nok så mange dårlige ting om fjerner, men Oprah gav os inspiration til en interessant diskussion om sociale forskelle i vores respektive lande.
I Venezuela skal du f.eks. være forberedt på at blive stukket ned i metroen, dit barn bliver helt sikkert stjålet, hvis du efterlader det udenfor, og korruption er en del af dagligdagen (f.eks. laver Luis’ mor en indkøbsliste med priser, plus en sum til sidst for at beregne penge til at bestikke slagteren, så hun får kød først).

Som en socialist i et socialdemokratisk (ja, sådan omtales vi som nation i udlandet takket være velfærdsstaten og på trods af den nuværende regering), gjorde det ondt i mine ører, da Mike fortalte mig, at han var af den overbevisning, at de fattige amerikanere selv er skyld i, at de er fattige. Det var ikke systemet, der var noget galt med…
Men så fortalte jeg ham om et tidligere Oprah-show, som jeg også har postet herinde. Desværre er mine amerikanske formuleringsevner ikke så persuasive (kun ringe sammenlignet med mine superbe talegaver på dansk),så jeg tvivler på, at jeg fik ham overbevist om, at “det er samfundet skyld”.

Videre snakkede vi om kriminalitet, og Luis blev meget overrasket over, at jeg ikke vidste, hvad der ville ske, hvis man stjal en bil i Danmark. Og hvad sker der egentlig – får man en bøde, eller ryger man i fængsel? Jeg har ikke kendt nogen, der har fået stjålet en bil. Kun cykler. Mange cykler. Inklusiv mig selv.

xoxo Cecilie - som i hvert fald ikke bor som den smart københavnerdame i klippet.

Ps. Jeg tvivler på, at de blonde damer alle er venner. De er sikkert castet.

Skriv en kommentar