posting from over there

Det er nu godt to måneder siden, jeg deltog i en kristen forening på campus for første gang – og den eneste gang. Men her er en fortælling om min aften i selskab med Campus Christian Fellowship.

Jeg træder ind i en stor sal og ser Mr. Siemen, der til dagligt fungerer som lektor i psykologi, men i aften optræder han i en præstelig funktion. Alle giver hinanden et kram, inden vi sætter os i en bred halvmåne. Foreningsmødet starter med sang. Sange med titler som ”Open the Eyes of my Heart, Lord”, ”Hallelujah, Your Love is Amazing” og ”I Could Sing of Your Love Forever”. Et glimt til venstre og et glimt til højre afslører, at jeg står omringet af folk i trance, hvor enkelte løfter håndfladerne op mod himlen. På trods af mine ringe evner til at klappe i takt, vugger jeg alligevel min taktløse krop langsomt – og usikkert – til hymnerne.

Da vi har sunget fem lovsange ledsaget af elguitar, bevæger vi os til næste religiøse aspekt af foreningsmødet: bøn. Også kendt som min største frygt. Hvordan kan man bede, når man ikke er enig i det, der bedes for? Men min egen egoismes bekymring var ikke i centrum.
Skiftevis fortæller hver vi hver især, hvad vi ønsker, at de andre skal bede for. Enkelte, inklusiv mig selv, springer over. Ønskerne for bøn går fra en sikker flyrejse over Atlanten til familievennerne, hvis søn ikke længere tror på Gud. Og så var der Mr. Siemen, der ville bede for de, der mente, at der fandtes flere guder end den kristne.
Derpå  rejser vi os op, holder i hånd med hovederne bukket ned mod brystet. Mr. Siemen starter bønnen med en tak til Gud. Tak, fordi vi må arbejde for Gud. En enkelt studerende begynder at græde. Intimiteten rammer lokalet, og jeg føler mig som en stærk del af et ukendt fællesskab. Et fællesskab blandt mennesker jeg på ingen måder kender og i bund og grund ikke deler overbevisning med. Det er en absurd følelse at mærke to umiddelbart modstridende verdener alligevel være i forening. Nok nærmere på grund af en fælles oplevelse af at dele med hinanden snarere end fælles værdier – fra min side.

Følelsen af fællesskabet giver Ellen, en studerende fra foreningen, mig ret i. Hun har været her tre gange og kommer for at skabe et fælles bånd med andre mennesker. Hun fortæller, at alle er søde ved hende, selvom ingen reelt kender hende andre steder fra. For hende er foreningen en måde at være social på med andre studerende med samme overbevisning som hende. Dog forklarer hun, at foreningen ikke opvejer det kirkelige fællesskab, hun er vant til fra sin hjemby.
Flere udflugter ville ifølge Ellen kunne styrke det kristne fællesskab endnu mere. Selvom foreningen er fælles om at prise Jesus, kunne hun tænke sig, at de også var fælles om andre oplevelser, der ikke kun involverede deres tro. For mig virker det som en søgen på venskab eller social identifikation, hvor Jesus er udgangspunktet men ikke nødvendigvis målet. Med et moderne ord kunne foreningen være et network, hvor folk med fælles normer og værdier har mulighed for at udvikle sig mentalt såvel som socialt.

Networking eller ej – jeg erkender, at bibelforeningen ikke just er for sådan en kulturkristen dansker som mig. Men det var en oplevelse værd at være en af ”dem”. En af de hvis tro betyder alt og ikke kun er en tro, men er en livsstil og vejen til et socialt netværk.

Find Holger - jeg valgte selvfølgelig at deltage i netop det møde, hvor det årlige foto blev taget

xoxo Cecilie